Har du prøvet at finde massevis af bittesmå frø-kugler, som hænger fast på dit tøj efter en tur i skoven? Det er frøene af burresnerre, som har samme klæbe-metode som det velcro, vi bruger i vores sko og tøj.

Det er ikke kun burresnerrens frø, der klæber: Stænglerne kan også klæbe sig fast til tøjet og til de planter, der vokser omkring burresnerren. På den måde kan burresnerre vokse op ad de andre planter og få fat i sollyset, uden selv at bruge energi på en solid stængel.

Den store kolibri-lignende natsommerfugl duehale lægger sine æg på burresnerre.

Hvor og hvornår kan du møde mig

Burresnerren vokser i krat og skovkanter. Den optræder også ofte på lermuldede jorde i både efterårs- og forårssåede afgrøder i den østlige del af landet. Planten er ikke så udbredt i Vest- og Nordjylland.

Derudover kan man se planten på skrænter, strandvolde og i vejkanter, hvor den kravler opad andre planter og hvad den ellers kan komme i nærheden af.

Burresnerren blomstrer i juli-september.