Der er over 200 arter af svirrefluer i Danmark, men dobbeltbåndet svirreflue er blandt de almindeligste og kendes på, at de orange-gule striber afbrydes af skiftevis et tykt sort bånd og et smalt, stiplet sort bånd.

Mønsteret ligner lidt hvepsenes og beskytter mod fjender, selvom svirrefluen ikke kan stikke. Dobbeltbåndet svirreflue lægger sine æg i bladlus-kolonier: En hun kan lægge flere tusinde æg.

Larven æder bladlus og udvikler sig hurtigt. På somre med mange bladlus kan svirrefluen nå at gennemleve fire generationer. Hvis bladlusene slipper op, samles dobbeltbåndet svirreflue i enorme sværme, som kan trække hundredevis af kilometer gennem Europa.

Hvor og hvornår kan du møde mig

Den dobbeltbåndede svirreflue kan findes overalt i Danmark, hvor der er bladlus. Den er særlig til at få øje på i juli og august måned, men kan ses fra april til oktober.

Insektet kan godt lide at leve i haver, så måske du er heldig, at den holder til i netop din have, hvor den leder efter nektar og pollen.

Hunnerne kommer først til Danmark i foråret for at lægge æg og særligt i varme somre, kan der være milliarder af dobbeltbåndet svirrefluer i Danmark.