Hyldeblomster dufter af sommer.

De små, hvide blomster er samlet i kvaste i store skærme. Samme blomst har han-kønsdele med blomsterstøv og hun-kønsdele med støvfang. De tiltrækker et mylder af bestøver-insekter.

De sortrøde bær modner i efteråret. Bærrene er fyldt med A- og C-vitamin og vigtig føde for mange fugle. Hylden foretrækker næringsrig jord med rigeligt kvælstof. Barken udskiller kvælstof-salte, derfor er almindelig væggelav tit den eneste lav, der kan gro på hyld.

Skær en hyldekvist over: Træet er blødt med skumgummiagtig marv i midten. Man mente, at hyldebusken var husets beskytter, fordi gudinden Freja (hyldemor) boede i hylden.

Hvor og hvornår kan du møde mig

Hyld er udbredt i Danmark og er meget alsidig i forhold til voksesteder. Den gror dog bedst i skovbryn og på næringsrig jord. Derudover kræver planten noget sol for at blomstre og sætte frugt. Man kan også se hyld omkring bebyggelser.

Hyldens blomster er bedst at plukke omkring Skt. Hans og hyldebærrene er modne i september.