Blåbåndet pragtvandnymfe er en af Danmarks største vandnymfer med op til 7 cm vingefang. Den findes ved lysåbne søer og vandløb, blot der er godt med vandplanter.

Hannen har et farvestrålende blåt bånd midt på de ellers gennemsigtige vinger. Kroppen er metallisk blå, grøn og violet, og han bevæger sig langsomt flyvende omkring for at bevogte sit territorium.

Hunnens vinger er gennemsigtigt røgfarvede og hendes krop har grønne og bronzefarvede toner. I parringen danner han og hun et hjerteformet ”parringshjul”. Hunnen borer æggene ind i forskellige vandplanter. Nymferne er rovdyr lige fra de klækker, og kræver forholdsvis rent vand.

Hvor og hvornår kan du møde mig

Den blåbåndet pragtvandnymfe findes i stort set hele landet. Den findes oftest i rene åer og vandløb. Den er almindeligt forekommende i Midtjylland og på Sjælland. I Sønderjylland, Nordjylland og en række mindre øer er der kun få iagttagelser af arten.

Den kan findes hele sommeren i Ekkodalen, hvis man skulle befinde sig på Bornholm. Den er på vingerne fra midt maj til midt august.