Brun Bjørnespinder er let at kende ved lyslokningen: De store forvinger har hvidt og brunt girafmønster. Bagvingerne har mariehønepletter - mørke pletter på rød baggrund. Det er tydelige advarselsfarver.

Den udskiller en giftig, ildesmagende væske. Der er ikke meget bjørn over den voksne natsværmer, men larven har brunsort bjørnepels. Tag den ikke op. Hårene kan give en allergisk reaktion.

Om efteråret spinder larven hårene ind i puppen, som den overvintrer i. Brun Bjørnespinder har et særligt flagermus-forsvar. Flagermus jager med sonar: Et ekko, som viser vej til byttet. Bjørnespinderen udsender lyd i dette særlige lydbølgeområde og jammer flagermusens sonar.

Hvor og hvornår kan du møde mig

Den brune bjørnespinder er en almindelig art i Danmark, men det er alligevel de færreste, der er stødt på den i naturen. Højsæsonen for den er sommeren, hvor den flyver aktivt rundt om natten, hvilket måske forklarer, hvorfor der ikke er mange, der har set den smukke natsommerfugl.

Man kan dog være heldig at støde ind i den i de tidlige morgentimer, hvor man kan se den sidde i græsset for at hvile sig. Om vinteren er den i puppe, så det er om sommeren i natte- eller morgentimerne, man skal holde øje med den. Den kan træffes både i skoven, på åbent land og i haven.