Gedden er en af de største danske ferskvandsfisk. Rekorden er på 1,5 meter og 26,5 kg - længere end en 8-årig og tungere end din cykel. Geddens gab rummer hundredevis af spidse, bagudvendte tænder. Nogle kan lægges ned, når den sluger byttet. Den er mester i bagholdsangreb, og så er den kannibal.

Den spiser næsten alt, der er mindre end den selv – også andre gedder. Gedden lever ofte blandt vandplanter. Her kan den gemme sig for byttet, men også for andre gedder. Når det rette bytte kommer forbi, slår gedden et kraftigt slag med halen og skyder frem. Haps!

Hvor og hvornår kan du møde mig

Gedden er udbredt i hele Danmark med undtagelse af nogle få mindre øer. Den findes både i ferskvandssøer, åer og brakvand. Den kan også findes i små vandhuller men lever generelt ikke i hurtigt strømmende vand.

Gedden foretrækker klart vand, da den jager med synet. Den yngler som regel i april i Danmark.