Muldvarpens mørke, fløjlsbløde pels har været populær som pelsværk til dametøj.

Hårene peger hverken i den ene eller anden retning men vokser lige ud fra kroppen. Derfor kan muldvarpen bevæge sig forlæns og baglæns i gangene uden pelsen kommer i uorden.

Muldvarpen har mega-store skovlformede forpoter, som den bruger i gravearbejdet. Den lever alene i gange under jorden, som den vedligeholder og udbygger. Kun når ungerne flytter hjemmefra, og når hannerne skal finde en hun, færdes de over jorden.

Muldvarpen er næsten blind: Dens eminente stedsans, lugtesans og følesans gør det muligt at finde rundt i de mørke gange.

Hvor og hvornår kan du møde mig

Det er svært at få øje på en muldvarp, og oftest ser vi dem kun, når de er fanget i muldvarpe-fælder.

Muldvarpen kan leve både i skoven, på marker, i haver, på heder og i moser, men den er dog afhængig af, om terrænet gør det muligt for den at grave sine gange.

Hvis der fx er for mange sten eller klipper, kan den ikke leve der. Hvis der er for meget vand, er det heller ikke et sted for muldvarpen. Jorden må heller ikke være for sur, så kan muldvarpens byttedyr ikke leve der.