Livscyklus

Admiralen

Admiralens livscyklus begynder, når hunnen efter at have parret sig lægger sine befrugtede æg på brændenælde-blade. Larven klækker på brændenælden, spiser blade og vokser, indtil den er stor nok til at forpuppe sig.

I puppen sker en fuldstændig forvandling, og den færdige sommerfugl bryder ud gennem puppe-huden. Pilen med "istapper" viser, at det næste, der sker, afhænger af årstiden: Er det stadig tidligt på sommeren, parrer de nye admiraler sig straks og lægger nye æg på brændenælderne. Men hvis det ved at være efterår, giver admiralen sig i stedet til at spise sukker fra blomster og frugt.

Den spiser så meget, at den har energi til at flyve sydpå. Flokke af admiraler krydser Alperne og flyver til Middelhavet - og først dér parrer de sig igen, og lægger æg på de sydeuropæiske brændenælder.

Almindelig engelsød

Engelsøds livscyklus begynder på en lille, hjerteformet vækst i skovbunden, som de færreste lægger mærke til.

Mini-bregnen, som kaldes "gametofyt", danner kønsceller på sin overflade: Hanlige kønsceller, som kan svømme, og hunlige kønsceller, som kan befrugtes. Når det har regnet, kan de hanlige kønsceller svømme hen og befrugte de hunlige, og en ny bregne vokser op fra den lille gametofyt.

Bregnen danner sporer på undersiden af bladene, og livscyklus begynder forfra.

Almindelig gedeblad

Gedeblads livscyklus begynder, når en fugl har båret det modne frø med sig til et nyt levested. Frøene kan spire i næsten alle typer jord, og den unge plante sender skud i mange retninger og danner rødder langs udløberne, indtil den finder noget at klatre op ad. Herefter vokser den op til syv meter opad ved at sno sig rundt om værtsplanten.

Blomsternes kønsorganer er både hanlige (støvdragere) og hunlige (støvfang), og de lokker bestøvende insekter til med en kraftig duft. Nektaren er i bunden af et langt kronrør, så det er mest store natsværmere med meget lange suge-snabler kan få fat i blomstens nektar. Derfor dufter gedeblad kraftigst om aftenen.

Når støvfanget er bestøvet, vokser et pollenrør ned og befrugter frøanlægget. Frøene modner, og de skinnende røde bær lokker fugle til, som spreder frøene.

Almindelig kællingetand

Kællingetands livscyklus begynder, når de tørre bælge springer op med et smæld, og spreder frøene i alle retninger. Frøet spirer, og rødderne får kontakt med en bakterie i jorden, der flytter ind i særlige rod-knolde.

Bakterierne laver luftens nitrogen til ammonium, der virker som gødning for planten, så den hurtigt kan vokse. Tidligt på sommeren sætter kællingetand gule blomster, som lokker bestøvende bier og sommerfugle til.

Insekterne bærer pollen fra de hanlige støvknapper med fra blomst til blomst, og når et pollenkorn fanges af blomstens hunlige støvfang, vokser et pollenrør ned og bestøver frøanlægget. Kællingetand samler sine frø i en lille bælg. Når frøene er modne og bælgen er tør, revner den med et smæld, som sender frøene afsted.

Almindelig røllike

Røllike begynder sin livscyklus når et frø spirer på et egnet levested. Den lille plante danner hurtigt et forgrenet rodnet, hvor den gemmer energi, så den kan skyde igen, hvis den bliver bidt ned af græsædere.

Rødderne gemmer også reserver til næste forår, så rølliken kan danne nye skud, når vinteren er forbi. Hvis den ikke bliver bidt ned, danner planten i løbet af sommeren høje skud med skærm-lignende klaser af små kurv-blomster.

Blomsterne tiltrækker bestøvende insekter, som bærer pollen fra blomstens hanlige støvknapper med fra blomst til blomst. Når et pollekorn fanges af blomstens hunlige støvfang, vokser et pollenrør ned og bestøver frøanlægget, så planten kan danne frø. Frøene falder til jorden og kan ligge mange år, før de spirer.

Almindelig stinksvamp

Stinksvampens livscyklus begynder, når frugtlegemets celler har lavet sporer ved hjælp af kønscelle-deling, meiose.

Sporerne klistrer fast til de fluer, som tiltrækkes af svampens lugt, og fluerne bærer dem med til nye levesteder. Her spirer sporen til en svampetråd (hyfe), som vokser gennem jorden på jagt efter en fremmed hyfe at parre sig med. De to hyfer smelter sammen til en svampetråd med to kerner.

Et år senere kan stinksvampen danne et hekseæg. Inde i hekseægget laver svampen meiose og producerer sporer, og livscyklus kan begynde forfra.

Almindelig væggelav

Almindelig væggelav begynder sin livscyklus, når en spore lander på overfladen af en sten, væg eller gren, hvor den sender svampetråde ud for at finde en en-cellet grønalge.

Svampetrådene danner et vandfyldt kammer rundt om grønalgen, og algen laver fotosyntese, så laven kan vokse. Efterhånden danner laven gule skorper, der breder sig ud over overfladen: Den gule farve sikrer, at algen får den rigtige mængde lys til at trives inde i vandkamrene. På skorperne af almindelig væggelav lever bittesmå mider, som æder af laven og spreder sporer af både svamp og alge videre til nye levesteder.

Almindelig væggelav lever meget længe og vokser meget langsomt. I løbet af dens liv kan den møde svampetråde fra en almindelig væggelav med en anden parringstype end dens egen, og så kan deres celle-kerner smelte sammen til en zygote, der laver kønnede sporer med kønscelledeling. Sporene spredes med vinden, og livscyklus begynder forfra.

Ask

Asketræets livscyklus begynder, når et askefrø spirer et fugtigt og næringsrigt sted i skovbunden. Kimplanten vokser hurtigt til et ungt træ, og når det er stort nok, begynder asketræet at blomstre.

De første år sætter asketræet som regel hanblomster. Nogle træer bærer både hanlige og hunlige blomster, men det almindeligste er, at træet enten blomstrer som han eller hun. Det samme træ kan blomstre som han det ene år og som hun det næste.

Vinden bærer pollen fra hanblomsterne med sig, og hvis et pollenkorn lander på støvfanget hos en hunblomst, vokser et pollenrør ned og befrugter frøanlægget. Asketræets frø modner med et fjer-formet sejl, som kan bæres langt af vinden, før det lander på skovbunden og livscyklus begynder forfra.

Bedeguargalhveps

Bedeguargalhvepsens livscyklus begynder, når hunnen lægger sine æg i knopperne på en hunderose-busk. Når æggene klækker, begynder larverne af spise af knoppen. Mens de spiser, udskiller larverne et stof, som får rosenbuskens celler til at forandre sig.

Larverne tænder og slukker for rosenbuskens DNA, så planten bygger et lille larvekammer af levende rosen-celler omkring hver larve. Inderst er celler, som fodrer larven. Udenom er celler, som bliver til hårdt træ, der beskytter larven. Yderst vokser der fitrede tråde frem, så fugle ikke kan komme til at hakke gallen op og spise larven. Larven vokser inden i gallen ind til efteråret, hvor den går i dvale, og gallen visner og dør sammen med rosens blade. Sidst på vinteren forpupper larven sig. Næste forår flyver de voksne hvepse ud fra den visne galle.

De voksne hvepse er næsten allesammen hunner: Hvepsene er selv værter for en bakterie, Wolbachia, som får alle bedeguargalhvepse til at blive hunner. Bakterien føres med fra mor til æg, så hanner ses meget sjældent hos bedeguargalhvepsen. Hunnen udsøger sig en hunderose-busk med knopper. Hun kan lægge ukønnede æg uden at parre sig, og livscyklus begynder forfra.

Blishøne

Blishønens livscyklus begynder, når hunnen lægger sine æg i en rede i rørskoven. Begge køn er sammen om at bringe føde til ungerne og om at forsøge at jage ethvert dyr, der nærmer sig, på flugt. Et par måneder efter æggene er klækket, kan ungerne klare sig selv.

Om vinteren samles blishønsene i kæmpe-flokke i søer og fjorde, indtil ynglesæsonen igen begynder. Nu bliver der kamp om de gode territorier i rørskoven. Par, som har sikret sig et territorie, bygger rede mellem tagrørene, og livscyklus kan begynde igen.

Blodplet

Blodplet begynder sin livscyklus, når hunnen lægger æg på undersiden af engbrandbægers blade. Larven klækker og spiser af de giftige blade: Den bliver ikke selv forgiftet, men opsamler giften i kroppen, og signalerer sin giftighed med tydelige sorte og gule striber. Larverne bliver på engbrandbægerplanten: Hvis de løber tør for plantemateriale, begynder de at æde hinanden.

Når larven er vokset og har skiftet hud fem gange, forpupper den sig og overvintrer i jorden som puppe. Den voksne blodplet kommer frem fra puppen i april: Den er stadig giftig og signalerer det nu med sine blodrøde vinger. Hunnerne udskiller en særlig duft, som hjælper hannerne til at finde dem.

De parrer sig, og hun lægger sine æg på et engbrandbæger-blad: Livscyklus begynder forfra.

Blæretang

Blæretangs livscyklus begynder, når en han-kønscelle og en hun-kønscelle mødes i vandet og smelter sammen til en befrugtet celle. Den befrugtede celle deler sig hurtigt, og udvikler rod-agtige hæfte-tråde, som klæber fast til et hårdt underlag - en sten eller en muslingeskal. Her bliver den lille ny blæretang siddende og vokser. Dens skud flyder op mod lyset ved hjælp af luft-blærerne.

Den kønsmodne blæretang får et knopret område på spidsen af skuddene. De små knopper indeholder pakker med kønsceller: Hvis blæretangen er en han, er der 24 han-kønsceller med svømme-hale i hver pakke. Hun-blæretang har otte æg i hver pakke.

Når tidevandet er lavt sidst på dagen, frigiver alle blæretangene deres pakker samtidigt. Ude i vandet kommer kønscellerne ud af pakkerne: Hun-kønscellerne dufter, og han-kønscellerne svømmer efter duften, og en ny befrugtet celle skabes.

Blå libel

Den blå libels livscyklus begynder, når hunnen lægger sine æg fra luften ned på vandoverfladen. Æggene bliver beskyttet af en gelé-agtig masse, som svulmer op i vandet og klistrer til vandplanter.

Æggene klækker til guldsmede-nymfer, som lever i vandet i flere år, og kan overleve ved at grave sig ned i mudderet, hvis vandhullet tørrer ud. Blå libel er et rovdyr: Først tager den bittesmå krebsdyr og insekter i vandet, og som den vokser, tager den større byttedyr.

Efter 10 til 12 hudskifter, er guldsmedenymfen klar til livet ovenfor vandet: Den klatrer op af vandet på en vandplante - f.eks. stænglen på et tagrør - klamrer sig godt fast, og stivner. Den voksne guldsmed bryder ud af nymfehuden.

Efter en modningstid på 10 dage, er hannerne klar til at kapre et territorie ved vandhullet. De holder vagt fra en udkigspost efter hunner og jager fremmede hanner på flugt. Parringen foregår på få sekunder i luften, og så er den nye hun klar til at kaste sine æg i vandhullet.

Blåbåndet pragtvandnymfe

Blåbåndet pragtvandnymfes livscyklus begynder, når han og hun danner et hjerte-formet "parringshjul" og han befrugter hendes æg. Herefter borer hun de befrugtede æg ind i stænglen på vandplaner i en klar sø eller et vandløb.

Lige fra de små nymfer klækker, klarer de sig selv som rovdyr. Nymferne skifter hud efterhånden som de vokser. Når det sidste hudskifte skal ske, kravler nymfen op over vandoverfladen på stænglen af en vandplante. Den voksne vandnymfe bryder ud af huden og folder sine vinger ud: Nu er den klar til at finde en partner og et godt sted at yngle.

Blåmusling

Blåmuslingens livscyklus begynder, når hanner og hunner gyder deres kønsceller om foråret. Æggene befrugtes ude i vandet og føres med strømmen. De første to måneder lever blåmuslinge-larverne som plankton: de filtrerer alger fra vandet, mens strømmen fører dem med sig.

Det første larve-stadie er uden skal. Næste larvestadie ligner en mini-musling med to gennemsigtige skaller. Efter omkring en måned i dette stadie synker den til bunds og finder et levested mellem bundens tang og mosdyr, hvor den vokser til dobbelt størrelse.

Herefter svømmer den videre, til den finder et fast underlag, gerne sammen med andre blåmuslinger. Den hæfter sig fast med cement-lignende bysus-tråde og bygger en solid skal som forsvar.

Brandmand

Rød brandmand begynder sin livscyklus, når hunnen suger hannens kønsceller ind i sin kropshule, hvor hendes æg bliver befrugtet.

Når æggene er klækket til små planula-larver med svømmehår, spytter hun dem ud igen, imens hun svømmer henover en egnet overflade. Larverne sætter sig fast på overfladen, og bliver til polypper: Små fast-siddende dyr med en stilk for neden og fangarme for oven.

Polyp-dyret vokser indtil næste forår, hvor den begynder at lave ukønnet formering: små otte-kantede gopler vokser frem fra polyppens top, gør sig fri, og svømmer ud og bliver til nye brandmænd.

Brun bjørnespinder

Den brune bjørnespinders livscyklus begynder, når hunnen lægger æg på undersiden af et blad et stykke over jordoverfladen. Når æggene klækker, bliver larverne sammen indtil første hud-skifte og æder af bladet.

Herefter vandrer de ud for at finde ny mad: Larverne kan æde mere end hundrede forskellige plantearter. Larverne er beskyttede af en pels af lange hule hår, som kan fremkalde allergi. Når de er omkring seks centimeter lange, forpupper de sig.

Den voksne bjørnespinder kommer ud af puppen med nye forsvarsvåben: Den er giftig og kan udskille en stinkende væske. Det fortæller den med røde og sorte advarselsfarver, og, hvis der er flagermus i nærheden, kan den udsende en høj lyd. Lyden bruger den også til at tiltrække en mage: De brune bjørnespindere parrer sig, og hunnen flyver ud for at finde et godt blad at lægge æg på.

Burresnerre

Burresnerre begynder sin livscyklus, når et frø falder fra en dyrepels på et egnet voksested og spirer. Spiren danner tynde rødder og lange, klatrende skud, som har tynde, bøjede hår, der hæfter sig til lodne overflader ligesom velcro. I løbet af sommeren blomstrer burresnerre med småbitte hvide blomster fra bladhjørnerne. Små insekter bærer pollen med fra blomstens hanlige støvknapper, og når de afsætter et pollenkorn på det hunlige støvfang i en blomst, vokser et pollenrør ned og bestøver frøanlægget. Nu danner burresnerre frø, der ligesom skuddene er beklædt med stive, bøjede "velcro-hår". Frøene sætter sig fast i pels og tøj på forbipasserende dyr og mennesker, der bærer dem med til nye voksesteder og en ny runde i livscyklus.

Dagpåfugleøje

Dagpåfugleøje klækker fra æg, der er lagt i en klynge på undersiden af et brændenældeblad. Larverne spiser kun brændenælder, og bliver på de nælder, hvor de er kommet til verden, indtil de er store nok til at forpuppe sig. Puppen er et silkehylster, som hænger fra planten i en silketråd.

Den voksne dagpåfugleøje lever af nektar fra mange forskellige blomster sommeren igennem. Når det bliver efterår, finder dagpåfugleøjerne et frostfrit sted at overvintre: I naturen en sprække eller hul i et gammelt træ, og i dag ofte i et udhus.

Når det bliver forår, parrer dagpåfugleøjerne sig, og hunnen flyver ud for at finde brændenælder, hvor hun kan lægge sine æg.

Dobbeltbåndet svirreflue

Den dobbeltbåndede svirreflue lægger sine æg på en plante med bladlus. Så snart æggene klækker, æder svirrefluens larver løs af bladlusene, vokser og skifter hud. Efter tre hudskifter er larven klar til at forpuppe sig. Puppehylsteret er klistret fast til et blad på den plante, hvor larven er vokset op.

Den voksne svirreflue kommer ud af puppen og opsøger blomster, hvor den lever af energi-rig nektar og pollen. Nu samles de dobbeltbåndede svirrefluer for sammen at lede efter planter med mange bladlus.

Hvis der er bladlus i lokalområdet, spreder de sig hurtigt ud, parrer sig og lægger nye æg, men hvis der ikke er mange bladlus kan sværme med tusindvis af dobbeltbåndede svirrefluer samles og trække gennem Europa på udkig efter gode levesteder til næste generation. Når den dobbeltbåndede svirreflue finder et område med mange bladlus, lægger den sine æg på bladene, og livscyklus er i gang igen.

Dødsflue

Dødsfluens livscyklus begynder på et nyligt dødt ådsel, hvor hunnen lægger sine æg - helst i et sår eller ved en kropsåbning. Æggene klækker og æder af ådslet. De vokser og skifter hud, og efter tre hud-skifter er de klar til at forpuppe sig.

Den voksne dødsflue kommer ud af puppen, og lever af pollen fra blomsterplanter, mens den holder godt udkig efter lugten af død. Når et dyr dør, er dødsfluerne blandt de første til at finde ådslet: Hannerne holder til ved ådslet og venter på, at hunnerne skal finde frem. Fluerne parrer sig, og hunnen lægger sine æg ved et sår eller en kropsåbning.

Egern

Egernet kommer til verden om foråret, pelsløs og med lukkede øjne. Hunnen føder ungerne i en rede foret med fjer, hår og mos, som hun har bygget i en grenkløft tæt på stammen af et træ. De første otte uger lever ungerne af moderens mælk, og efter 10 uger kan de klare sig på egen hånd.

Egern bliver kønsmodne når de er omkring et år gamle. Hannerne kan lugte, når hunnerne er klar til parring, og hun bliver tit forfulgt af flere hanner i lang tid, før en af dem får lov at parre sig med hende. Hun bygger en rede og føder ungerne 38 dage efter parringen.

Ene

Enebærs livscyklus begynder, når et frø fra de små enekogler spirer på et egnet voksested. Planten vokser frem som enten han-plante eller hun-plante og beskytter sig mod græsning med stikkende nåle. Hun-planterne er som regel brede, flade buske, mens han-buskene er højere.

Når busken er 4-9 år gammel, begynder den at blomstre: Han-buskene danner små pollen-kogler som om foråret sender skyer af pollen afsted med vinden. Hun-buskene danner kogler med klæbrig væske på overfladen: Hvis væsken indfanger pollenkorn, bliver koglens frø befrugtet.

Om efteråret danner hun-busken et blåligt lag af frugtkød rundt om koglen, som især drosselfugle holder af at spise. Koglens frø passerer gennem droslen, og lander på et nyt levested. Først efter et par vintres frost, spirer frøet og livscyklus begynder igen.

Engelskgræs

Engelskgræs begynder sin livscyklus, når frøet spirer på et egnet levested. Spiren kræver sol, men er god til at modstå udtørring fra vind og salt. Den opbygger hurtigt et tæt rodnet, hvor den gemmer sine resurser, og den formerer sig ukønnet ved at sætte nye skud fra rødderne.

Sidst på foråret åbner blomsterne sig som klaser af små bægre på lange stilke, og lokker bestøvende insekter til med duft og nektar. Insekterne bærer pollen med fra blomstens hanlige støvknapper, og når et pollenkorn sætter sig på det hunlige støvfang, vokser et pollenrør ned og befrugter frøanlægget. Blomsten tørrer, og blomsterbægeret fungerer som en faldskærm, der bærer frøet med vinden til nye voksesteder.

Fiskehejre

Fiskehejren begynder sin livscyklus i trætoppene, hvor flere par har bygget en koloni af reder. Ungerne bliver i reden i næsten to måneder, hvor de fodres af begge forældre. Når ungerne forlader reden, fisker de som forældrene på lavt vand, eller jager mus og mosegrise på engene.

Når vandet begynder at fryse, søger fiskehejrerne til kysten for at fiske eller flyver sydpå i Europa. Når en fiskehejre er to år, er den klar til at finde en mage og en redeplads i en koloni, og livscyklus begynder forfra.

Gedde

Gedden gyder sine æg på lavt vand om foråret, hvor de klækker to uger senere. Lige fra de forlader ægget, jager og æder ungerne stort set alle byttedyr, de kan sluge. Hanner bliver kønsmodne efter 2-3 år, og hunner et års tid senere.

Han og hun svømmer synkron-svømning på lavt vand: Tit så langt inde, at deres ryg bryder vandoverfladen. Når de accepterer hinanden, gyder hunnen sine æg, og hannen befrugter æggene.

Grævling

Grævlingen føder sine unger dybt inde i grævlingehulen. I familiegrupper, der bor sammen, er det kun den dominerende hun og den dominerende han, der får unger, men hele familien hjælper med at passe dem.

Ungerne bliver nede i hulen de første 8 - 10 uger, og de får mælk af deres mor til de er to en halv måned gamle. Hanner bliver allerede kønsmodne efter et år, men hunnerne får som regel først unger i deres tredje leveår. Hun parrer sig sidst på vinteren eller først på efteråret, og føder sit kuld 9 - 12 måneder senere.

Grøn sandspringer

Den grønne sandspringer begynder sit liv i et hul på sandet jord, hvor hunnen har lagt ægget. Larven graver en tunnel, hvor den sidder med hovedet i højde med jordoverfladen.

Når et lille insekt kommer tæt nok på, skyder sandspringerlarven sine munddele frem fra hullet og griber det uheldige insekt. Larven vokser og skifter hud uden at forlade hullet, som den graver større efterhånden. Efter tre hudskifter lukker den hullet og forpupper sig. Den voksne sandspringer kravler op af hullet: Den er stadig et rovdyr, men nu jager den aktivt: Med lynhurtige flyve-spring angriber den insekter, som lander på det varme sand.

Sandspringerne parrer sig i maj: Hannerne kæmper drabelige kampe om adgang til hunnerne, og bider ofte rivalerne ihjel med deres store kæber. Efter parringen lægger hunnen sine æg ét ad gangen på varme, åbne steder i sandet.

Gul bævresvamp

Gul bævresvamp danner sine gule frugtlegemer, når to svampetråde med forskellig parringstype mødes inde i en voksskind-svamp på et stykke dødt træ. De to svampetråde smelter sammen til en tråd med to celle-kerner, og danner lysende gule bævresvamp-klumper på træets overflade.

Nu smelter svampetrådens to kerner sammen og laver kønscelle-deling, og kønscellerne bliver til nye sporer. Sporerne spredes med regnen. De kan selv dele sig, og lever et en-cellet liv ligesom gærceller, indtil de en dag lander på en voksskind-svamp. Nu spirer den en-cellede spore og bliver til en fler-cellet svampetråd, som angriber voksskind-svampen.

Gul bævresvamp lever nu som en usynlig snylter inde i voksskind-svampen, indtil den en dag møder en svampetråd fra en anden gul bævresvamp: De smelter sammen til en tråd med to kerner, og så er de klar til at lave et nyt gult frugtlegeme udenpå træ-stykket.

Gøg

Gøgen begynder sin livscyklus, når fugleungen udvikler sig allerede mens ægget er i hunnens ægge-leder. Hun lægger ægget i en rede, som er bygget af en anden fugleart, som regel en sanger, piber eller vipstjert.

Ungen udvikler sig færdigt og klækker hurtigt, hvorefter den skubber alle andre æg ud af reden. Nu får den al opmærksomheden fra værts-fuglene, som opfostrer gødeungen, til den er meget større end de selv og har lært at flyve. Den voksne gøg er specialist i at æde behårede sommerfugle-larver: Larvernes giftige hår sætter sig fast i et slimlag i gøgens hals, som den gylper op igen.

Om efteråret trækker gøgen til Afrika og overvintrer syd for Sahara. Den vender tilbage i maj, og hannerne kukker for at tiltrække en hun. Når de har parret sig, leder hunnen efter en rede, som ligner den, hvor hun selv kom til verden. Hun lægger ét æg per rede, og livscyklus er i gang igen.

Gåsebille

Gåsebillens livscyklus begynder, når æggene klækker i jorden, hvor hunnen har lagt dem. Larverne graver sig gennem det øverste jordlag og æder planterødder.

Efter tre hudskifter forpupper gåsebillen sig, og de voksne gåsebiller kommer op af jorden sidst på foråret, og sværmer over græsset mens de finder sig en mage. Når hun er parret, lægger hunnen sine æg ved planterødder lige under jordoverfladen.

Hare

Harens livscyklus begynder, når hunnen føder sin harekilling og skjuler den i det høje græs. Ungen er meget udviklet allerede ved fødslen og gemmer sig alene i græsset det meste af tiden. Hunnen besøger den to gange om dagen og giver den mælk.

Efter 3-4 uger kan ungerne klare sig selv. Hunnen kan være dobbelt-drægtig, det vil sige, at hun kan blive gravid igen allerede inden det første kuld er født. På den måde kan hun få 3-4 kuld i løbet af sommeren, som overlapper hinanden. Allerede i sit første leveår bliver haren kønsmoden.

Hanner og hunner deltager i voldsomme kampe, som er en del af parringsspillet, og hunner som ikke er parrings-klar er meget aggressive mod hannerne. Når hun accepterer en han, bliver hendes æg befrugtet, og 42 dage senere føder hun ungerne og gemmer dem i græsset.

Havørn

Havørnens livscyklus begynder i toppen af et stort løvtræ, hvor ørnene har bygget en kæmpestor rede. Der går omkring tre uger, før havørneungerne lærer at flyve. Herefter bliver de en tid i forældrenes territorium, før de begynder at strejfe omkring på egen hånd.

Om vinteren findes de tit sammen ved kyster og søer med mange vandfugle og samles også tit om ådsler. Først når havørnen er mellem 5 og 7 år gammel, bliver den kønsmoden.

Parret finder et territorium, som de sammen bevogter hele deres liv: Det skal indeholde vand, hvor de kan fange fisk og svømmefugle, og et uforstyrret område med store træer, hvor de kan bygge deres store rede, og begynde livscyklus forfra.

Hederensdyrlav

Hederensdyrlav begynder sin livscyklus, når de små svampesporer spredes med vinden, eller gennem tarmsystemet på en hjort, der har ædt af laven. Sporen danner svampetråde, som skal finde en alge for at udvikle sig.

Nu danner svampetrådene små vandkamre rundt om algerne: Algerne laver fotosyntese, og laven vokser som en forgrenet pude ovenpå jorden. Hvis små stumper hederensdyrlav knækker af, kan vinden blæse dem med til nye voksesteder, og på den måde formerer hederensdyrlav sig ukønnet.

Hederensdyrlav vokser langsomt og kan leve i rigtigt mange år, mere end hundrede, og ingen kender rekorden. På et tidspunkt møder rensdyrlav svampetråde fra en rensdyrlav med en anden parringstype. De kan nu lave kønnet formering og danne sporer, så livscyklus kan begynde forfra.

Heksesækdug

Hekse-sækdugs livscyklus begynder i de pjuskede heksekoste i trækronen på en dun-birk. Her smelter to cellekerner sammen inde i en svampetråd, og svampen danner kønsceller, som bliver til sporer på undersiden af heksekostens små, misdannede birkeblade.

Sporerne spredes med vinden og lever som encellede gærsvampe. De lever af sukker-stoffer på fugtige overflader, deler sig og spredes som sporer, indtil den dag en celle lander på bladet af en levende dun-birk. Nu spirer sporen til en flercellet svampetråd, som vokser ind i bladet og lever som snylter inde i det levende birketræ.

Hvis svampetråden møder en svampetråd med en anden parringstype i birketræet, smelter de sammen til en tråd med to cellekerner. Nu giver svampen sig til at lave plante-hormoner, som får grenene og bladene på birketræet til at vokse voldsomt og danne pjuskede heksekoste. Her smelter svampetrådenes cellekerner sammen, og undersiden på de små blade bliver dækket af nye svampesporer.

Hestereje

Hesterejen begynder sin livscyklus mens æggene udvikler sig beskyttet under hunnens bagkrop. De klækker til fritsvømmende larver, der lever som plankton-dyr i de første fem uger. I løbet af larvens plankton-tid skifter den hud flere gange, og når den søger ned på sandbunden efter fem uger, ligner den en lille version af den voksne reje.

Hesterejerne kønsmodner som hanner. De finder en større hun, som de parrer sig med og befrugter hendes æg. Efter nogle runder som han, skifter hesterejen køn og udvikler æggestokke med æg. Nu finder den en mindre han, som kan befrugte æggene, og beskytter de befrugtede æg under sin bagkrop, indtil de klækker.

Hovedlus

Hovedlus begynder sin livscyklus, når hunnen klistrer et æg fast til et hårstrå tæt på hovedbunden. Ægget klækker til en nymfe, som straks leder efter en blodåre i hårbunden, hvor den kan finde sit først måltid. Lusene vokser og skifter hud tre gange: For hvert hudskifte, skal de have et måltid blod. Efter tre hudskifter, er hovedlusen voksen, kun omkring syv dage efter, at ægget er klækket.

De voksne lus søger efter nye levesteder, men det er farligt: De har brug for hovedbundens varme og et blodmåltid hver dag for at overleve. Derfor kan de kun sprede sig, hvis mennesker sidder tæt sammen - eller hvis de bliver flyttet med en børste eller kam. Hunnerne parrer sig lige efter sidste hudskifte, og lægger nu omkring ti æg om dagen, som de klistrer fast til et hårstrå tæt ved hovedbunden.

Hugorm

Hugormens livscyklus begynder, når hunnen føder sine unger nede i sin hule omkring midten af august. De små hugorme holder til sammen med moderen indtil næste forår og lever af deres fedt-reserver. Når ungerne forlader hullet næste forår, jager de selv deres bytte, og skifter ham efterhånden som de vokser. Hugormen bliver kønsmoden, når den er 3 - 4 år gammel.

De kønsmodne hanner vågner tidligt på foråret, og solbader, så varmen kan gøre dem klar til parring. Når hunnerne er kommet frem i april, opsøger hannerne hende og gør kur med en slags ryste-dans. To hanner, som gør kur til den samme hun, udkæmper nogle gange en brydekamp. Efter parringen modnes og klækkes æggene inde i hunhugormen, og hun føder dem omkring august. Livscyklus begynder igen.

Husskade

Husskaden begynder sin livscyklus i et æg, som er gemt godt inde i en stor kugleformet rede af kviste. Under redens beskyttende tag klækker ungerne og bliver fodret af begge forældre i tre-fire uger.

Når de forlader reden, holder de unge husskader til i småflokke, og sover sammen i tætte krat. Når de er to år gamle, er de klar til at forsøge at finde en mage og et territorium, som de derefter holder resten af livet - med mindre der bliver et bedre territorium ledigt tæt på. Parret bygger en stor kugleformet rede af kviste, og livscyklus kan begynde forfra.

Hvid anemone

Den hvide anemone begynder sin livscyklus, når en myre bærer frøet med sig. Myren gnaver det lille olie-legeme af, som sidder fast på frøet, og lader så frøet falde. Næste forår spirer frøet, og planten danner straks en jordstængel, hvor den gemmer energi fra forårets fotosyntese. Når træerne ovenover anemonen springer ud, bliver der mørkt på skovbunden: Anemonens blade visner, men jordstænglen er klar til at spire igen næste forår.

Hvert forår breder anemonen sig mere og mere ved ukønnet formering, og sætter skud op fra sit netværk af jordstængler. Hvert skud danner en ny lille plante med blade og blomst. I blomsten er hanlige kønsorganer, som danner pollen, og hunlige kønsorganer, som danner støvfang og frøanlæg, og lokker bestøvende insekter til med nektar.

Tidlige forårsbier og fluer besøger anemonerne og tager pollen med fra blomst til blomst. Når et pollenkorn klæber fast til blomstens støvfang, vokser et pollerør ned og befrugter frøanlægget. Anemonen danner et frø med et lille olie-legeme, og livscyklus kan begynde forfra.

Hyld

Hylden begynder sin livscyklus, når et frø er landet med en fugleklat på et nyt voksested. Fra frøet vokser en kimplante frem, som forgrener sig til siderne og bliver til en lille busk. I begyndelsen bruger hylden al sin energi på at vokse og danne rødder, men efter 2-6 år begynder den at sætte blomster.

Blomsterne sidder i store skærm-formede klaser og lokker insekter til med duft og nektar. Insekterne bærer pollen med fra blomsternes hanlige organer til de hunlige støvfang på andre blomster. Når støvfanget fanger et pollekorn, vokser et pollenrør ind og befrugter frøanlægget. Nu danner hylden saftigt frugtkød rundt om frøet, og bærrene bliver skinnende rød-sorte og tiltrækker fugle.

Fuglene æder bærrene, og frøenes hårde skal beskytter dem hele vejen gennem fuglenes fordøjelsessystem. Når frøet lander på et egnet voksested sammen med en fugleklat, kan livscyklus begynde forfra.

Hættemåge

Hættemågens livscyklus begynder i en rede på jorden i en hættemågekoloni. Fra æggene bliver lagt, er alle måger i kolonien med til at forsvare reden mod rovdyr: Jo større kolonien er, jo bedre er ungerne beskyttet. Ungen lærer at flyve efter en måneds tid, men beholder sine brunlige dækfjer det første år.

Når ungerne kan flyve, spredes hættemågerne ud i landskabet og søger føde ved kysterne, i byerne og højt tilvejrs i luften. Når de er to år gamle, er hættemågerne klar til at finde en mage, og opsøger en koloni for at danne par. Hannen gør kur til hunnen ved at gylpe store klumper mad op til hende. Når de har parret sig, lægger hun æg i en rede i kolonien, og livscyklus begynder forfra.

Knopsvane

Knopsvanens livscyklus begynder med et æg, som hunnen har lagt i en rede ved bredden af en sø, å eller fjord. Forældrene skiftes til at ruge på æggene, og fodrer ungerne med vandplanter de første fire-fem måneder, indtil ungernes halse er lange nok til at nå søbundens planter.

Om vinteren samles knopsvanerne i større flokke ved kysten og i store søer. Først når knopsvanen er fire år gammel, er den selv klar til at søge mage, og finde sig et territorium, hvor parret sammen kan bygge rede til deres æg.

Korsedderkop

Korsedderkoppens livscyklus begynder i et ægspind af silke, hvor ungen klækker sammen med flere hundrede søskende. Kort tid efter klækning spinder de små edderkopper hver sin lange sliketråd, som bliver grebet af vinden og løfter den lille edderkop med op luften. Når ungen lander, spinder den sit første fangstnet, og lever af de insekter, den fanger, mens den vokser og skifter hud. Først efter to år er korsedderkoppen kønsmoden.

Hannerne vandrer ud for at finde en hun, og gør kur til hende med særlige signaler, som han laver med benene på trådene i hendes spind. Han spinder først en sikringstråd: Hvis hun angriber, lader han sig falde ned i sikringstråden. Hvis hun accepterer ham, parrer de sig, og livscyklus kan begynde forfra.

Kæmpe bjørneklo

Kæmpebjørneklos livscyklus begynder, når frøene lander på et nyt voksested og spirer. Kimplanten begynder hurtigt at danne store, takkede blade, som beskytter sig mod planteædere ved hjælp af en gift, som først aktiveres hvis saften kommer udenfor bladet og bliver ramt af sollys.

Planten formerer sig ukønnet ved skud fra rødderne, og de store blade lukker sollyset ude fra jordoverfladen, så andre planter får svært ved at konkurrere med kæmpebjørnekloen. Hen på sommeren danner planten store, hule blomsterstængler, som hver bærer en skærm med hundredevis af blomster. Blomsterne lokker bestøvende insekter til, og insekterne flytter hanlige kønsceller, pollen, fra blomst til blomst.

Når pollen rammer det hunlige støvfang, vokser et pollenrør ned og befrugter frøanlægget. Blomsterskærmen danner en skærm af modne frø, som kan bæres et stykke med vinden. Frøene flyder godt på vandet, og når kæmpebjørneklo vokser ved bredden af et vandløb, kan dens frø spredes meget langt til nye voksesteder.

Lakrød møgbille

Livscyklus for den lakrøde møgbille begynder med et æg, som hunnen har lagt inde i gødning fra et græsædende pattedyr. Larven har klippende munddele, som kan findele den tørre, næringsrige planteæderlort, og den vokser og skifter hud nede i lorten, indtil den er stor nok til at forpuppe sig.

De voksne biller kommer frem fra puppen og flyver ud på jagt efter frisk gødning. De får energi ved at presse saft ud af den friske gødning, mens de leder efter en mage. Når hunnerne har parret sig, graver de sig ned i lorten og lægger deres æg. Livscyklus begynder forfra.

Leopardsnegl

Leopardsneglens livscyklus begynder, når den lægger en klynge på 100-200 æg et fugtigt sted i jordbunden. Efter omkring en måned klækker æggene, og de små snegle begiver sig ud for at finde føde. Først i sit andet leveår bliver leopardsneglen kønsmoden.

Den danser en cirkeldans med mulige partnere, og hvis to snegle accepterer hinanden, klatrer de sammen op på et højt punkt, hvorfra de hejser sig sammen ned i en fælles slimtråd, hvor parringen foregår. Begge snegle er både hanner og hunner: De befrugter hinandens æg, og livscyklus begynder forfra.

Liden klokke

Liden klokke spirer fra et lille hårdt frø, som kan overleve i flere år før det spirer. Den lille kimplante danner rødder, og finder sammen med svampetråde fra Glomus-svampe i jordbunden, som hjælper den med at få vand og næringssalte og til gengæld modtager sukker fra fotosyntesen hos den spirende klokkeblomst.

Nu danner liden klokke en roset, en krans af små runde blade tæt på jorden. I løbet af sommeren vokser der lange skud ud fra rosetten med lange tynde blade: Skuddene sætter blomster i løbet af sommeren. Blomsterne har både hanlige støvdragere med pollen og hunlige dele med støvfang og frøanlæg.

Bier henter nektar i klokkeblomsterne, og bærer pollen med fra blomst til blomst. Når et støvfang modtager et pollenkorn, vokser pollenrøret ned og befrugter frøanlægget. De modne frø er små og lette: De drysser ned fra planten, og kan skylles med af regn eller bæres et stykke på vinden. Livscyklus begynder igen.

Lille vandsalamander

Lille vandsalamander begynder sin livscyklus, når hunnen klistrer sine æg fast til vandplanterne i et vandhul. Ungerne ligner haletudser, når de kommer ud af ægget, men allerede når den er halvanden centimeter lang, har den udviklet for- og bagben.

Salamanderungerne lever af myggelarver, vandlopper og andre smådyr indtil slutningen af sommeren, hvor de går på land for at overvintre under træstammer og sten. Som voksne lever salamanderne på fugtige steder på landjorden, hvor de jager smådyr.

De bliver kønsmodne når de er mellem 2 og 6 år gamle, og søger om foråret til vandhuller for at yngle. Hannerne udvikler en rygkam og flotte lyseblå og røde farver på undersiden, og gør kur til hunnen med en dans. Hvis hun accepterer ham, afleverer han en pakke med sæd til hende, som hun befrugter æggene med. Hun sætter æggene fast på vandplanter, og livscyklus er startet på ny.

Marsvin

Marsvinet kommer til verden først på sommeren og får mælk hos sin mor de første otte måneder. Om sommeren svømmer marsvinene tit rundt nær kysten i fjordene og de indre farvande, men om efteråret trækker de ud på mere åbent hav.

Efter ca. 14 måneder bliver ungen kønsmoden. De unge marsvin finder tit sammen i småflokke på op til 20 dyr. Hannerne kan lugte, når en hun er kønsmoden og forsøger at parre sig med hende i overfladen, når hun er oppe for at få luft. 11 måneder efter parringen, føder hunnen sin unge.

Mejeredderkop

Mejeredderkoppens hun spinder de befrugtede æg fast i et bundt silketråde, som hun holder med kæberne. Hun bevogter ungerne, til de er ni dage gamle og forlader spindet for at bygge deres eget. Mejeredderkoppernes spind sidder tit tæt sammen, men hvis der er for få andre byttedyr, æder de gerne nabo-edderkoppen.

Når hannen er kønsmoden, opsøger han en hun-edderkops spind, og sender signaler til hende ved at tromme med benene på spindets tråde. Hvis hun accepterer parringen, kan hun gemme hans kønsceller i et særligt organ, og vente med at befugte æggene, til der rigeligt med mad.

Mirabel

Mirabels livscyklus begynder, når stenen fra frugten lander på jorden på et nyt voksested. I stenen ligger et befrugtet frøanlæg i en næringsrig kerne, som giver den lille spire resurser til at danne en kim-plante. Kimplanten vokser til en lille mirabelle-plante, som danner torne som forsvar mod planteædere.

De første år bruger mirabel al sin energi på at vokse op i lyset, danne et solidt rodnet og pigge på grenene som forsvar. Efter nogle år sætter den blomster i det tidligere forår. Blomsterne danner både hanlige kønsorganer med pollen, og hunlige kønsorganer med støvfang og frøanlæg. Blomsterne dufter og har nektar til bestøvende insekter: Tidlige humlebier og jordbier bærer pollen med fra blomst til blomst.

Når støvfanget bliver bestøvet med pollen, vokser et pollenrør ned til frøanlægget og befrugter det. Nu danner mirabel en stenfrugt, hvor frøanlægget er beskyttet. Rundt om er saftigt frugtkød, som lokker dyr til med røde og gule farver. Stenen kan overleve en tur gennem dyrenes fordøjelses-system, og når den lander på jorden efter en tur gennem f.eks. en grævling, kan frøanlægget spire, og livscyklus begynde på ny.

Muldvarp

Muldvarpen kommer til verden først på sommeren i en rede midt inde i hun-muldvarpens gangsystem. Hunnen giver ungerne mælk, fordrer dem med regnorme, og lader dem blive i gangsystemet indtil næste forår.

I april bliver det parringstid: Ungerne forlader hunnens gangsystem og begynder at grave deres eget, eller overtager et gangsystem fra en muldvarp, der er død. Hanner kan lugte hunner i nærområdet, og graver meget aktivt for at komme hen til dem. Nogle gange kravler de endda op af jorden for at komme hurtigt frem.

Muldvarpe er meget territoriale: Så snart de har parret sig, jager hunnen hannen væk, og opfostrer ungerne alene.

Mursejler

Mursejlerens livscyklus begynder i en rede, som er bygget af spyt, blandet med små fjer og plantedele, som forældrene har samlet i luften. Spyttet stivner til en slags cement, som klistrer reden fast.

Reden sidder på en høj mur eller under taget - i naturen i klippesprækker eller revner i meget høje træer. Her klækker ungen, og forældrene besøger den for at aflevere insekter, som de har fanget i luften. Når vejret er dårligt, flyver forældrene langt, og imens kan ungerne gå i dvale og klare sig op til 12 døgn uden mad. Det tager mellem en og to måneder, før ungerne er klar til at forlade reden: Nu kaster de sig ud i luften, og lander ikke på reden igen.

I den næste tid spiser, drikker og sover mursejleren i luften. Om vinteren trækker den til Afrika syd for Sahara uden at lande, og efter fire år i luften bliver mursejleren kønsmoden. Når den har fundet en mage, parrer de sig i luften, og går sammen i gang med at bygge en rede af spyt, og ting de fanger i luften. Livscyklus kan begynde igen.

Mælkebøtte

Mælkebøtten har en helt særlig livscyklus: Dens frø udvikler sig fra frøanlæg, som ikke har lavet kønscelle-deling, og som ikke er blevet bestøvet af et pollenkorn. Det skyldes, at mælkebøtten er blevet dannet som en hybrid. En krydsning mellem to forskellige arter af mælkebøtter i Sydeuropa.

Fordi den har fået sit DNA fra to forskellige arter, kan kromosomerne ikke lægge sig i orden, så planten kan lave kønsceller. Men i stedet formerer den sig bare ukønnet. Frøet spredes, når vinden tager fat i den lille fnug-faldskærm, og bærer frøet med sig. Mælkebøttefrøet lander på jorden og spirer. En mælkebøtteplante vokser frem, og danner en tyk pælerod i jorden. Roden beskytter planten mod at tørre ud, og er lager for plantens næringsstoffer.

Når det bliver vinter, visner bladene, men roden lever videre og laver en ny krans af blade næste forår. I maj sætter mælkebøtten blomster med støvknapper fulde af pollen og nektar som lokker bestøver-insekter til. Men det virker ikke: Pollen-kornene kan ikke bestøve støvfanget. Alligevel udvikler frøanlægget sig ukønnet, og blomsten bliver til en hvid kugle af modne frø med faldskærms-fnug: Livscyklus kan begynde forfra.

Nisseskæg (smuk bævrehinde)

Nisseskæg, eller smuk bævrehinde, begynder sin livscyklus, når svampetrådene inde i et stykke dødt træ sender udløbere ud til træstykkets overflade for at lave frugtlegemer. Her smelter svampetrådens to cellekerner sammen, og laver derefter køns-celle-deling. Kønscellerne, som har nye blandinger af forældre-cellekernernes DNA, bliver til sporer, som spredes med vinden.

Når en spore lander på et stykke fugtigt, dødt træ, spirer den til en svampetråd, der trænger ind i træstykket og begynder at leve af træ-stoffet. som den nedbryder. Svampetrådene lever usynligt inde i træet i mange år: Hvis det er frostvejr, kan man se på nisseskægget, at de er derinde. Hvis to svampetråde fra forskellige sporer mødes, kan de smelte sammen til en fælles tråd med to cellekerner. Så kan de sende en tråd ud til overfladen og danne nye sporer.

Pindsvin

Pindsvinets livscyklus begynder i sensommeren, hvor hunnen føder sine unger i en rede foret med mos og blade. De første par uger er ungerne helt hjælpeløse med lukkede øjne. Efter omkring tre uger følger ungerne med moderen udenfor reden, og de bliver ved med at drikke mælk hos hende til de er seks uger gamle.

Når det bliver efterår, finder pindsvinet et vinterskjul i en bladdynge eller et tæt krat. Her sænker den kropstemperaturen og går i dvale indtil foråret. Allerede næste år er ungerne kønsmodne. Hannerne opsøger en hun omkring midsommer, og cirkler omkring hende. Hvis hun accepterer ham, parrer de sig, og fem til seks uger senere føder hunnen sine unger. Livscyklus begynder forfra.

Plæne-kransemos

Plænekransemos er en spore-plante, som begynder sin livscyklus, når en spore lander på et egnet levested. Sporen danner først et netværk at plante-tråde, som holder fast i overfladen - men den danner ikke rigtige rødder. Fra trådene laver mosset skud, så det efterhånden danner en pude. Mospuden kan gå fra hinanden, og stumperne kan vokse videre, hvis de havner på et egnet levested, som ukønnet formering.

Kønnet formering er sjælden hos plænekransemos. Når det sker, danner skuddene enten hanlige eller hunlige kønsorganer i toppen. Regndråber bærer de hanlige kønsceller til toppe med hunlige kønsceller, og her sker en befrugtning. Den befrugtede celle danner et sporehus: En lang stilk med en brun knop på toppen. Fra sporehuset bærer vinden mossets sporer med sig til nye levesteder.

Revling

Revlings livscyklus begynder, når et frø spirer på tør, sandet jord. Ofte er frøet landet sammen med en fugleklat, som giver næringsstoffer til spiren i den første tid. I jorden finder rødderne sammen med svampetråde, der hjælper planten med at skaffe vand og næringssalte, og til gengæld får sukker fra fotosyntesen. Revling vokser langsomt og tåler barske, varme og tørre forhold. Bladene sidder ud fra en lillebitte stamme af træ: Revling er en dværgbusk.

Bladene er rullet sammen, så de ligner nåle: På den måde mister revling mindst muligt vand, når den skal lukke CO2 ind til sin fotosyntese. Revling vokser i flere år, og formerer sig ukønnet med rodskud, før den begynder at blomstre. I begyndelsen laver revling flest hanblomster med støvdragere, men med tiden sætter den også hunblomster. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan pollen spredes fra hanblomst til hunblomst, men både vind og insekter kan spille en rolle.

Når et pollenkorn lander på hunblomstens støvfang, vokser et pollenrør ned og befrugter frøanlægget. Revling danner et skinnende sort bær rundt om frøene. Bærrene spises af fugle, og vadefugle på træk har båret revlingefrøene med sig over mange tusinde kilometer. Frøene kommer ud med fugleklatten, og livscyklus begynder forfra.

Ringdue

Ringduens livscyklus begynder i et æg i en lidt pjusket rede, der er lavet ved at anbringe en bunke kviste i en grenkløft. Når ungen klækker, fodrer begge forældre den med en proteinrig væske, som de laver i deres første mave (kroen). Væsken kalder man "duemælk", og den giver masser af næring så ungen vokser hurtigt.

Duemælken betyder, at ringduerne kan lægge æg hele året rundt, da de ikke, som andre fugle, er afhængige af at finde proteinrig mad til ungerne i deres omgivelser. Sidst på året samles ringduerne i store flokke, som flytter sig rundt i landskabet og lever af grønne planter, knopper og frø - og også gerne smådyr. Allerede når de er et år gamle, finder ringduerne selv en mage, og kaster nogle kviste sammen i en grenkløft til deres første æg.

Rundbladet soldug

Rundbladet soldugs livscyklus begynder, når frøene spirer på højmosens våde tørvemos. Tørvemosset holder på regnvandet som en svamp, og højmosen er solrig, så den lille spire har let ved at lave fotosyntese fra begyndelsen. Men der er ikke mange næringssalte i højmosen, og uden næringssalte kan planten ikke vokse.

Derfor laver spiren fra starten bittesmå fang-blade med klæbrig væske, som kan fange de allermindste insekter i mosen. Solduggen opløser insekterne, og bruger saltene fra de opløste dyr til at opbygge mere plante-masse. Når rundbladet soldug er stor nok, laver den en blomsterstand med hvide blomster, som tiltrækker bestøvende insekter.

Blomsterne har både hanlige kønsorganer (støvknapper med pollen) og hunlige (støvfang), og insekterne bærer pollen med fra soldug til soldug. Når støvfanget modtager et pollenkorn, vokser et pollenrør ned og bestøver frøanlægget, og planten danner frø, der drysser ned på højmose-fladen.

Rynket rose

Rynket rose begynder sin livscyklus, når kernerne i de røde hyben spredes og lander på et nyt voksested. Kernen spirer, og den lille rosenplante giver sig straks til at danne rodnet med udløbere, der kan formere sig ukønnet.

Rynket rose kan hurtigt danne et tæt krat, selv på tør og næringsfattig jord. Efter et par år kan rosenbusken sætte blomster, som tiltrækker bestøvende insekter med duft, pollen og nektar. Insekterne bærer pollen med fra blomst til blomst.

Når et pollenkorn fanges af blomstens støvfang, vokser et pollenrør ned og befrugter frøanlægget. Nu danner rosenbusken røde hyben rundt om frøene. De røde bær tiltrækker fugle og andre dyr, som spreder kernene til nye voksesteder.

Ræv

Hunræven føder sine hvalpe nede i rævegraven om foråret, og der går omkring en måned, før hvalpene kommer udenfor graven. I begyndelsen jager hannen og bringer bytte til hunnen, som varmer hvalpene og giver dem mælk. Når hvalpene begynder at komme ud af graven, går hunnen på jagt og gemmer byttedyrene omkring graven, så ungerne kan øve sig i at finde bytte.

Inden sommeren er slut, har ungerne lært at jage selv og forlader graven. Om vinteren strejfer hannerne omkring på udkig efter hunner. Hunnernes æg modner kun én gang om året, og der er kun få dage, hvor de er villige til at parre sig med en han. Parret søger sammen efter en passende hule til hvalpe-kuldet, og livscyklus begynder forfra.

Rød fluesvamp

Rød fluesvamp modner millionvis af bittesmå sporer på paddehattens lameller. Herfra skydes de ud i luften med stor kraft. Paddehattens form får vinden til at danne små hvirvler i vindstrømmen, som fanger sporerne og fører dem med sig. Hver spore spirer til en svampetråd (hyfe), som leder efter en anden svampetråd at parre sig med. Når de to tråde mødes, danner de fælles svampetråde med to cellekerner.

Nu kan svampetrådene vokse sig til et stort netværk, som danner forbindelse med trærødder i jorden. Svampetrådene får energi-rige næringsstoffer fra træets fotosyntese, og leverer til gengæld vand og næringssalte til træet. Når svampen er klar, sender den svampetråde op til overfladen og laver paddehatte, hvor de nye kønsceller dannes.

Rød skovmyre

Rød skovmyres livscyklus begynder, når dronningen lægger æg. Hun kan lægge to slags: Befrugtede og ubefrugtede. Larverne fra de ubefrugtede æg forpupper sig og bliver til han-myrer.

De befrugtede æg bliver til hun-myrer. Hvis de får en særlig mad, bliver de til dronninger med vinger. Ellers bliver de til arbejdere. Når de nye dronningerne har parret sig med hannerne, dør hannerne, og dronningerne bider vingerne af og kravler ned i myretuen for at lægge æg.

Rødmus

Rødmus føder op til fem kuld unger årligt, med op til fem unger i hvert kuld. I begyndelsen er ungerne helt nøgne og blinde, men efter at have levet af deres mors mælk i tre uger kan de forlade reden og klare sig på egen hånd.

Hunner forsvarer et territorium omkring reden, og hanner kæmper om adgang til hunnernes territorium. Den han, som vinder over de andre, parrer sig med hunnen. Hun føder et nyt kuld, og endnu en livscyklus begynder.

Rødpelset jordbi

Rødpelset jordbis livscyklus begynder nede i jorden, hvor hunnen har lagt et æg på en kugle af pollen i et larvekammer. Larven lever hele sit liv i larvekammeret, mens den spiser pollen, vokser og skifter hud. Den forpupper sig nede i kammeret, og overvintrer som puppe.

Tidligt næste forår kommer den voksne jordbi ud af puppen. Hannerne kommer først frem, og besøger tidlige forårsblomster som anemone, mirabel og vorterod, mens de holder godt øje med, hvornår hunnerne dukker op. Hunnerne besøger også blomsterne, og her parrer de sig med hannerne. Hannerne bliver i området indtil der ikke er flere hunner at parre sig med, og så dør de.

Nu går hunnen i gang med at grave. Hun graver et rør op til 30 cm ned i jorden, og laver små sidegange i røret som larvekamre. Hun samler en kugle af pollen til hvert larvekammer, lægger et æg på kuglen og lukker sidegangen til. Nu er livscyklus klar til at begynde igen.

Rådyr

Rådyrets livscyklus begynder omkring nytår, når hunnen sætter foster-udviklingen i gang. Rå-lammet fødes i maj og bliver gemt godt i det høje græs. Her holder det sig skjult de første uger og rejser sig kun, når råen kommer med mælk. Efter nogle uger følges lammet med sin mor, og begynder at spise græs sammen med mælken.

Om vinteren finder rådyrene sammen i små-flokke og søger føde i skoven, på græsland og marker. Når det bliver sommer, markerer råbukken sit territorie ved at "smælde" (en gø-lyd) og jager andre hanner på flugt. Allerede når hannerne er et år gamle, øver de sig i at slås, men det er som regel rå-bukke på tre år eller mere, som får held til at parre sig med hunnerne.

Efter parringen befrugtes ægget, og fosteret går i dvale frem til nytår.

Sandorm

Når det bliver fuldmåne i oktober, begynder sandormens livscyklus: Alle sandormehannerne frigiver deres kønsceller på samme tid, mens tidevandet er lavt. Nu er der mindst havvand til at fortynde kønscellerne, og chancen er større for, at de bliver skyllet med vandstrømmen ned i hunnens U-rør, hvor hun samtidig har gydet sine æg.

Nede i U-røret befrugtes æggene. De næste 3-4 uger stopper hunnen med at spise, så hun ikke kommer til at spise larverne. Herefter forlader larverne moderens U-rør, og danner et rør af slim og sand, hvor de gemmer sig. Næste forår er de klar til at grave deres eget lille U-rør i sandet.

Skarv

Skarvens livscyklus begynder med et æg, som hunnen har lagt i en rede i skarv-kolonien. Begge forældre ruger på ægget og bringer føde til ungerne, når de klækker. Føden er fisk, som forældrene har slugt og gylper op til ungerne.

Efter 50 dage forlader de unge skarver reden, og skal lære at fiske på egen hånd. Det er en svær kunst at jage fisk under vandet, og mange unge skarver sulter ihjel. På milde vintre bliver mange skarver i Danmark, men nogle trækker så langt sydpå som Middelhavet. Når skarven er tre år gammel, udvikler den hvide "ynglepletter" på lårene, som viser, at den er kønsmoden.

Skarverne gør kun til hinanden med en slags dans, hvor de med vingerne laver "blink" over lårenes hvide pletter. Når to skarver finder sammen, parrer de sig og tilkæmper sig ret til en plads i kolonien, hvor de bygger rede og livscyklus kan begynde forfra.

Skorpionstæge

Skorpiontægen begynder sin livscyklus, når hunnen borer sin lægge-brod ind i rådne stængler af vandplanter og lægger sine æg et ad gangen. Hannen bevogter æggene indtil de klækker. Lige fra de klækker lever larverne som rovdyr, der fanger byttedyr med deres lange forben, og udsuger dem med deres næb-lignende snabel. Nymferne vokser og skifter hud, og kommer lidt efter lidt til at ligne de voksne. Efter det sidste hudskifte har nymferne fuldt udviklede vinger og flyvemuskler.

Skorpiontægerne kan nu flyve til nye vandhuller, men hvis deres levested er godt, bliver de i vandet, og bruger energien fra deres flyvemuskler til svømmemusklerne i stedet: De mister evnen til at flyve. Om efteråret finder skorpiontægen et sted med frostfrit mudder og går i vinterdvale.

Om foråret leder hannerne efter en hun, som han griber med sine lange forben. Når de har parret sig, borer hun sin lægge-brod ind i stænglen på døde vandplanter og lægger sine æg, som hannen bevogter. Livscyklus er begyndt igen.

Skovflåt

Skovflåten lægger sine æg på en plante, og så snart de klækker, er nymferne på udkig efter en hvirveldyrs-vært, som de kan suge blod fra. Når de har suget blod, skifter de hud, og sætter sig igen i vegetationen og venter på et hvirveldyr. Når de har fået endnu et blodmåltid og endnu engang har skiftet hud, er de kønsmodne.

Hannen og hunnen finder hinanden og parrer sig, men hunnerne har brug for et blodmåltid mere, så de kan færdigudvikle deres æg: Endnu engang må hun sætte sig i toppen af en plante og vente på, at et hvirveldyr passerer. Når hun har fået sit tredje blodmåltid, lægger hun tusindvis af æg i vegetationen.

Skrubbe

Sidst på vinteren gyder skrubben i havet på 20-50 meters dybde. Æggene er lettere end vandet, og flyder mod overfladen. Strømmen fører larverne mod lavere vand. Her søger de mod bunden, hvor de får form som fladfisk.

Små skrubber lever ofte i fjorde og ved å-mundinger. Når de bliver kønsmodne, søger de om vinteren ud mod dybere vand. Sidst på vinteren finder han og hun sammen. Hun gyder op mod en million æg, som han befrugter. Livscyklus begynder forfra.

Skrubtudse

Skrubtudsen begynder sin livscyklus, når hunnen gyder æggene i en lang tråd af slim, der sætter sig fast på vandplanter vandhullet. Haletudserne udvikler sig i vandhullet og lever af små dyr i vandet, indtil de udvikler ben og lunger og kravler på land midt på sommeren. Nu jager de små tudser smådyr på land om natten, og gemmer sig om dagen i huller og under sten.

Vorterne på tudsens overflade kan udskille et giftigt stof, der beskytter den mod fjender. Efter 2 - 7 år bliver skrubtudsen kønsmoden, og vandrer mod nærmeste vandhul, tit i flokke. Hanner, der møder en hun undervejs mod vandhullet, klatrer tit op og klamrer sig til hende for at være klar, når hun skal til at gyde sine æg. Nogle gange klatrer så mange hanner op på en hun, at hun drukner.

I vandet gyder hun sine æg i en lang slimtråd, mens hun klatrer eller svømmer mellem vandplanterne, og livscyklus begynder igen.

Solsort

Solsortens æg ligger godt gemt i en rede, der ligner en mos-foret kop. Reden er skjult i en tæt busk eller hæk. Hunnen udruger æggene alene, men begge forældre fodrer ungerne med regnorm og insekter, når de klækker. Efter otte dage hopper ungerne ud af reden. De kan endnu ikke flyve, men gemmer sig i buske og højt græs, hvor de kalder på mad.

Efter fem-seks dages fodring udenfor reden, kan ungerne flyve og klare sig selv. Allerede næste år er solsorten kønsmoden. Hannen kæmper med andre hanner om et territorium, og synger højt fra et træ eller tag for at lokke en hun til territoriet. Når hun kommer, gør han kur til hende med en dans og en stille sang.

Hvis hun accepterer ham, parrer de sig, og hun bygger en rede i territoriet, hvor hun lægger sine æg.

Spættet sæl

Den spættede sæl kommer til verden på en sandbanke, som regel på en ø. De første seks uger lever ungen af mælk, som er meget næringsrig, og bliver på land mens moderen fisker.

Spættet sæl har vandtæt pels fra fødslen, og efter seks uger er den klar til at lære at svømme og jage fisk. Den finder sammen med en flok, som hviler sig sammen på stranden, når de ikke fisker. Sælerne bliver kønsmodne efter 3-5 år.

I sensommeren samler mange sæler sig, mens de skifter til vinterpels. Her finder sælerne mager, og parringen foregår under vandet. Efter 10-11 måneder er hunnen klar til at føde sin unge på en sandbanke.

Stenskolopender

Stenskolopenderens livscyklus begynder, når hunnen modtager en silkepakke med sædceller i fra hannen. Hun befrugter æggene og bevogterne dem, indtil ungerne klækker. Stenskolopender-unger har syv par ben, når de klækker.

Ved hvert hudskifte får de flere ben: Når de har fået 15 par ben, er de voksne. Hunnerne udsender en parrings-duft, feromoner, som tiltrækker en han. Han spinder en silkepakke, fylder den med æg, og giver den til hunnen.

Stilk-eg

Stilk-egens frøanlæg modner inde i agernets hårde skal, som er fyldt med næring til den nye plantes første tid. Mange dyr tiltrækkes af det næringsrige agern, og skovskader og egern samler agern sammen og gemmer dem i vinterforråd. Nogle af vinterforrådene bliver glemt, og her spirer den nye ege-spire frem fra agernet.

De første år er det nye egetræ meget sårbart overfor planteædere, og bruger al sin energi på at vokse, men efter nogle år danner træet hanblomster, som kan sprede pollen med vinden. Egetræets pollen er meget let, og kan spredes hundredevis af kilometer.

Når træet har vokset sig endnu større og er mellem 10 og 30 år, begynder det at danne hunblomster med frøanlæg. Hvis hunblomsternes støvfang fanger et pollenkorn fra vinden, kan frøanlægget befrugtes, og stilk-egetræet danner stilke med nye agern.

Stor flagspætte

Den store flagspættes livscyklus begynder inde i et hult træ, hvor hunnen har lagt sine æg. Når æggene klækker, fodrer begge forældre ungerne med insekter. Tre uger efter klækning er ungerne klar til at forlade reden og søge føde selv.

De hakker insektlarver ud af dødt træ, men æder også gerne æg og unger fra andre fugles reder, og om vinteren lever de også af frø fra kogler. Næste år er ungerne kønsmodne. Hannerne finder et territorium med godt med døde træer, og tiltrækker hunner ved at tromme på en død stamme eller gren. Hvis en hun dukker op, gør han kur til hende med en særlig parringsflugt.

Hvis hun accepterer ham, hakker de sammen et nyt hul i en død stamme, og hunnen lægger æg i hullet.

Stor gedehams

Stor gedehams begynder sin livscyklus om foråret, hvor dronningen har lagt et æg i et kammer, bygget af papir, som hun laver ved at blande træfibre med spyt. Om foråret lægger hun befrugtede æg. Ægget klækker til en larve, som hun fodrer med bytte, hun har tygget og gylper op til larven.

Efter tre hud-skifter, forpupper larven sig i larvekammeret og kommer ud af puppen som en arbejder-hun, der ligner en lidt mindre version af dronningen. Arbejder-hunnen flyver ud på jagt efter bytte, samler træ-fibre til at bygge nye larvekamre, og fodrer sine mindre larve-søskende, indtil de selv bliver til arbejder-hunner.

Sidst på sommeren bliver nogle af larverne fodret med særligt foder, så de udvikler sig til nye dronninger. Nu lægger dronningen også ubefrugtede æg i nogle larvekamre.

De ubefrugtede æg udvikler sig til hanner. Hanner og nye dronninger parrer sig i luften, og de nye dronninger gemmer hannens sæd, og går i dvale til næste forår. Nu er dronningen klar til at starte en ny koloni, og livscyklus begynder forfra.

Stor grøn løvgræshoppe

Stor grøn løvgræshoppe lægger sine æg i jorden. Når æggene klækker, kravler nymferne op på planter i nærheden og æder blade - og nogle gange også andre insekter. De kan spise lidt af hvert, og mens de vokser, skifter nymferne hud og kommer lidt efter lidt til at ligne de voksne græshopper.

Hen på sommeren bliver nymferne voksne: De får vinger, og kan nu flyve, men klatrer stadig mest rundt mellem planterne. Hannerne finder en sang-post på en god plante, og synger ved at gnide for-vingerne mod hinanden. Hunnerne hører sangen med høreorganerne på deres forben, og opsøger en han, der synger godt, for at parre sig. Nu lægger hun sine æg i jorden, og livscyklus er begyndt på ny.

Stor kæmperovbille

Den store kæmperrovbille begynder sit liv under blade og træstykker, hvor hunnen har gemt sine æg enkeltvis. Larven er rovdyr fra begyndelsen: Først æder den bittesmå springhaler, og senere større insekter og smådyr, som den jager i skovbunden.

Efter tre hud-skifter forpupper larven sig, og bruger omkring en måned på at forvandle sig til den voksne form. De voksne rovbiller parrer sig i efteråret, og hunnen lægger sine æg under blade og bark - livscyklus er begyndt forfra

Stor nælde

Brændenældens frø er små hårde nødder, som spredes med vinden. Frøet kan ligge i jorden i mange år, men når planten spirer fra frøet, vokser den sig hurtigt stor. Under jorden danner brændenælderne et netværk af rødder, som kan sende nye brændenældeplanter op ved ukønnet formering.

Om vinteren visner brændenælden ned, men rødderne overvintrer og sender nye skud op næste forår. Når brændenælden er omkring 30 cm høj, begynder den at sætte blomster: Hanblomsterne sidder øverst på planten, og består af lange klaser af små spiraler, hvor plantens hanlige kønsceller (pollen) modnes. Når pollenkornene er modne, folder spiralerne sig ud med en fjeder-agtig bevægelse, som skyder pollen ud i vinden.

Hun-blomsterne hænger ned i lange totter fra bladhjørnerne. Insekter kan også nogle gange være med til at flytte pollen. Når hunblomstens støvfang fanger et pollenkorn, vokser et pollenrør ned og befrugter frøanlæggene, og planten danner nye frø.

Strandkrabbe

Strandkrabbens livscyklus begynder, mens hunnen bærer de befrugtede æg under sin brede hale, i skjul under kroppen. Når æggene klækker, svømmer larverne de første måneder frit i vandsøjlen som plankton-dyr, hvorefter de synker til bunds på lavere vand, og kommer til at ligne "rigtige" små krabber.

Krabberne skifter skjold efterhånden som de vokser og bliver kønsmodne efter 2 - 3 år. Hunnerne kan parre sig lige efter en skjold-skifte, imens det nye skjold er blødt. Hun bærer de befrugtede æg med ud på lidt dybere vand, hvor strømmen kan føre larverne med sig, og livscyklus begynder endnu engang.

Strandskade

Strandskadens livscyklus begynder, når hunnen lægger æg direkte på jorden på en gruset strandbred, en strandeng eller på et fladt tag.

Alle andre vadefugleunger skal selv lære at finde føde, så snart de klækker, men ikke strandskade-unger: Begge forældre henter orme, snegle og muslinger, som de fodrer ungerne med i op til halvanden måned. Det betyder også, at ungerne kan vokse op på et fladt tag uden at sulte.

Om efteråret samles strandskaderne i store flokke ved lavvandede kyster, hvor de lever af sandorme og muslinger. Det varer fire år, før de unge strandskader bliver kønsmodne.

De gør kur til hinanden med en højtlydt pippende dans, og når et par har fundet sammen, forsvarer de et territorium, hvor hunnen lægger sine æg direkte på jorden.

Stribetæge

Stribetægen gemmer sine æg på undersiden af bladene på en skærmblomst. Æggene klækker som nymfer, der først er camoufleret med brune farver. Nymferne søger op i skærmblomstens frøstand, hvor de æder af frøene og vokser, mens de skifter hud fem gange.

Stribetægen overvintrer i det sidste nymfestadie, og næste forår har den udviklet et gift-forsvar, som den signalerer med sine kraftige røde og sorte striber. Stribetægerne opsøger nye skærmblomster, hvor de parrer sig, og hunnen lægger sine æg på bladenes underside.

Stær

Stærens livscyklus begynder i et hul, hvor den lægger sine æg. Den kan ikke selv lave huller: I naturen bruger den tit gamle redehuller fra spætter, og i vores haver yngler den gerne i fuglekasser. Begge forældre lægger redemateriale ind i hullet, ruger på æggene og holder godt øje med nabo-stærene, som godt kan finde på at snige et af deres egne æg ind i reden.

Når ungerne klækker, fodrer begge forældre dem i tre uger, før de forlader rede-hullet. Om efteråret samles stærene i kæmpestore flokke på mange tusinde fugle, som søger føde på enge og strandenge og sover sammen i rørskoven.

Efter to år er stæren kønsmoden: Den får skinnende metalfarver, og stærene gør kur til hinanden ved at vippe med de glimtende brystfjer og synge energisk med forskellige lyde og efterligninger af andre fugle. Når to stære har accepteret hinanden parrer de sig, og finder sammen et hul, hvor hunnen lægger sine æg.

Stålorm

Stålormen føder sine unger sidst på sommeren, og ikke så længe efter går ungerne i vinterdvale under en sten eller et andet frostfrit sted. Om foråret kommer stålormene frem og jager orme, snegle og insekter. De solbader ofte i skjul ved at lægge sig under en solvarm sten.

Efter 3 - 4 år bliver stålormene kønsmodne. Hannerne kommer først ud af vinterdvalen, og leder efter en hun. Hvis flere hanner finder sammen hun, kæmper de om adgangen til at parre sig. Når en han har jaget de andre hanner væk, bider han sig fast i hunnens nakke under parringen. Efter parringen solbader hunnen for at modne æggene. Hun føder ungerne, når æggene er klækket sidste på sommeren.

Syvplettet mariehøne

Den syvplettede mariehønes livscyklus begynder, når hunnen lægger æg på en plante, hvor der lever bladlus. Hendes larver æde bladlus, så snart de kommer ud af ægget, og når de har vokset sig gennem tre hud-skifter, forpupper de sig. Den voksne mariehøne bryder ud af puppen.

Som voksen har den to forsvar mod selv at blive ædt: Dækvingernes solide skjold, og en ubehagelig stink-væske, som den signalerer med sine sorte og røde farver. De voksne mariehøns kan søge nektar og pollen i blomster, men æder også bladlus. De voksne mariehøns overvintrer under sten og andre frostfri steder. Hunnen går på jagt efter et måltid bladlus, som forsyner hende med protein til at modne sine æg.

Han og hun mødes på planter med bladlus og parrer sig, og hun lægger sine æg på bladlus-beboede blade.

Sølvkræ

Almindeligt sølvkræ begynder sin livscyklus når hunnen lægger sine æg i en sprække eller under en overflade. De små sølvkræ ligner fra begyndelsen bittesmå versioner at de voksne.

De spiser dødt plantemateriale, stivelse fra spildt mad eller døde hudceller og andet organisk stof i menneskers huse og skifter hud efterhånden som de vokser. Efter nogle måneder eller omkring syv - otte hudskifter bliver sølvkræet kønsmodent, men det fortsætter med at vokse og skifte ham i op til tre år.

Hannerne spinder silketråde, hvor de placerer pakker med sædceller, og forsøger at lokke hunnerne hen over trådene, så deres æg bliver befrugtet. Efter befrugtningen lægger hunnen sine æg i sprækker og andre gemmesteder.

Søstjerne

Søstjernens livscyklus begynder, når hanner og hunner gyder deres kønsceller om foråret. Æggene befrugtes ude i vandet, og strømmen fører de befrugtede æg med sig.

De første tre måneder lever søstjerne-larverne som plankton: De flyder med havstrømmen og lever af andre plankton-organismer. Efter tre måneder skifter de form og danner fem arme: De synker til bunds, og lever nu resten af livet på havbunden, hvor de jager muslinger og æder ådsler.

Sommeren igennem lagrer søstjernen fedt i armene, som den om vinteren omdanner til kønsceller: De fem kønsorganer - ét i hver af de fem arme - danner ægceller hos hunnerne og sædceller hos hannerne. Om foråret gyder søstjernerne, og livscyklus kan begynde forfra.

Tagrør

Tagrørs livscyklus begynder, når de små frø drysser fra stråene. De falder ikke så langt borte i rørskoven. Frøene kan ligge i flere år: Når de spirer, vokser det nye tagrør til fuld størrelse allerede i sit første år.

Tagrørsplanten kan formere sig ukønnet ved at sætte nye skud fra rødderne, og hvis rødder knækker af og føres med strømmen, kan de nye skud slå rod og vokse videre der, hvor strømmen slipper dem. Allerede det første år efter spiring, danner tagrør blomster-aks i toppen med både hanblomster og hunblomster. Hanblomsternes pollen spredes med vinden, og når hunblomsterne bestøves, danner planten nye frø.

Trepigget hundestejle

Den trepiggede hundestejles æg bliver lagt i en rede, som hannen har bygget. Han bevogter æggene, og sørger for, at de har ilt nok til at udvikle sig. Når ungerne klækker, bevogter han dem den første uges tid. Derefter forlader ungerne reden for at søge føde.

Hundestejlerne søger sammen i stimer, og svømmer ud i fjordene og til kysterne. Når de bliver kønsmodne, søger de tilbage til ferskvand. Hannen bliver rød på maven, når han bliver kønsmoden.

Han bygger en rede, som han forsvarer mod andre hanner, og lokker hunner hen til reden med en zigzag-dans. Når en hun gyder sine æg i reden, befrugter han dem og bevogter reden.

Tårnfalk

Tårnfalkens livscyklus begynder, når hunnen lægger æg i et hul - i et træ, en bygning eller en opsat kasse - eller i en gammel kragefugle-rede. Æggene bliver udruget af hunnen, mens hannen jager bytte og fodrer hende. Hannen og hunnen jager begge, når æggene er klækket og fodrer ungerne indtil de forlader reden efter 4-5 uger.

Familien bliver sammen endnu et par uger, mens forældrefuglene lærer ungerne at jage. Næste ynglesæson er ungerne selv kønsmodne. Hannen gør kur til hunnen ved at vise sine evner som jæger. Hunnen tager imod et byttedyr, som hannen har fanget, og parrer sig med ham, og livscyklus kan begynde forfra.

Vandbænkebider

Vandbænkebiderens livscyklus begynder i den rugepose, hvor hunnen beskytter æggene indtil de klækker. Når ungerne forlader rugeposen dør hun, og de nye vandbænkebidere lever af alger og smådyr i vandet mens de skifter hud og vokser.

Vandtemperaturen bestemmer, hvornår vandbænkebideren bliver kønsmoden. Hannerne bliver kønsmodne først, og finder sig en hun, der er tæt på sidste hudskifte. Han klamrer sig fast til hende, og bliver hængende indtil hun skifter hud, og de kan parre sig. Hunnen bevogter æggene i sin rugepose, indtil de klækker.

Vinbjergsnegl

Vinbjergsneglen graver sidst på foråret huller, hvor den lægger klynger af 40-65 æg. De små snegle klækker efter 3-4 uger, og bliver i hullet den første uges tid, mens de lever af skallerne fra deres æg.

Sneglene vokser gradvist, og lever af planter og svampe. De har brug for kalkrige fødekilder for at blive kønsmodne, en proces, der tager to til fire år.

Sneglene stimulerer hinanden med en parringsdans, og skyder en parringspil ind i foden på hinanden. Begge snegle er både hanner og hunner. De befrugter hinandens æg, og livscyklus begynder forfra.

Zebraedderkop

Zebraedderkoppens livscyklus begynder, når de befrugtede æg udvikler sig inde i et ægspind af silke, som hunnen har gemt i en sprække. Hun bevogter ægspindet, indtil ungerne er store nok til at klare sig selv. Herefter jager ungerne bytte og skifter hud efterhånden som de vokser.

Efter 5-11 hudskifter, bliver zebraedderkoppen kønsmoden: Hannerne opsøger en hun, og danser for hende. Hvis hun accepterer hans dans, sænker hun kroppen ned mod jorden og de parrer sig. Livscyklus kan begynde forfra.

Ål

Ålens livscyklus begynder altid i Sargassohavet: De kønsmodne ål mødes i havet hvor hunnerne gyder deres æg, som hannerne befrugter. Larverne klækker fra æggene, og udvikler sig til blad-larve-stadiet, der føres med Golfstrømmen mange tusinde kilometer gennem Atlanterhavet til Europas kyster.

Her udvikler larven sig til en lille gennemsigtig glasål, som søger op i vandløbene for at tilbringe de næste mange år i ferskvand. 5-20 år senere bliver ålen kønsmoden. Når det sker, søger den ud til havet igen og svømmer mere end 5000 kilometer tilbage til Sargasso-havet. Her gyder hunnerne deres æg, hannerne befrugter dem, og livscyklus begynder forfra.

Ålegræs

Ålegræs begynder sin livscyklus, når frøene modnes og føres med strømmen. Frøet synker til bunds og bliver begravet i sandbunden. Der går omkring et halvt år før frøet spirer og danner rødder, som vokser sig fast i sandbunden.

Så snart ålegræsset har dannet et godt rodnet, kan det begynde at formere sig ukønnet ved at danne udløbere fra rødderne. Først to år efter at frøet er spiret, kan ålegræs sætte blomster. Planten danner sideskud med både han-blomster og hun-blomster.

Hanblomsterne frigiver deres pollen som små skyer i vandet. Strømmen fører dem med, og hvis de rammer støvfanget på en hun-blomst, klistrer pollenkornet fast og befrugter frøet. Når sideskuddet har frigivet de modne frø til strømmen, går de løs fra sandet og visner. Frøene lander, og livscyklus begynder forfra.